Området Saint-Emilion burde være relativt velkendt stof for mange vin-entusiaster. Her produceres nogle af Bordeaux’ allerstørste vine med merlot og til dels cabernet franc som de altdominerende druer.
Men der er mange klassifikationer og slotte at holde styr på i Saint-Emilion. For eksempel er et slot, der er Saint-Emilion Grand Cru ikke nødvendigvis noget særligt. Dem er der hundredevis af. Der skal stå Classé efter Grand Cru, for at man er i toppen blandt de bedste.
Klassifikationen revideres hvert tiende år og hver gang under stor mediebevågenhed og med beskyldninger om snyd og skandaler. En berømt slotsejer og formand for klassifikationskomitéen blev dømt for manipulation og svindel, herunder at have favoriseret sine egne slotte ved klassifikationen i 2012. I 2022 trak han sit slot Ch. Angelus ud af klassifikationen. Også de to gamle top-slotte Ausone og Cheval-Blanc trak sig ud, hvilket har efterladt klassifikationen noget amputeret, når nogle af de bedste ikke længere vil være med.
Ved 2022-klassifikationen var der 14 slotte i 1. Grand Cru Classé (fire trak sig ud) og 71 i Grand Crus Classés. Dertil flere hundrede Grand Cru-slotte.
Chai på Château Mélin og ikoniske flasker fra Château Beau-Séjour Bécot. Fotos: Wikimedia Commons.
Denne aften tager vi den aktuelle puls på Saint-Emilion: Hvilke slotte er ”hot” og hvilke er ”not”? Hvad er op og ned på Saint-Emilion set i lyset af den seneste klassifikation i 2022? Og hvordan går det med de berømte og berygtede garagevine – har de stadig betydning?
Vi smager hele fire vine fra den højeste kategori 1. Grand Cru Classé, og kun vine fra de helt exceptionelle årgange! Lige fra de unge, lovende årgange med gemme-potentiale på 10-15 år eller mere, til de mere drikkelige og charmerende, men stadig ikke helt modne årgange, og endelig den modne, men stadig ungdommelige årgang 2000, der er 25 år gammel. Jo, Bordeaux kan noget særligt, når det får lov at blive gemt, og man holder sig til de bedste årgange.
Det bliver en fornøjelig tur for alle elskere af store Bordeaux-vine. Vi taler om trends i Bordeaux, hvordan de forskellige årgange klarer sig og hvordan nogle af de bedste vine og slotte klarer sig. Såvel dem vi smager, som andre i Saint-Emilion.
Slottet trak sig selv ud af klassifikationen i 2022 ligesom tre andre 1. Grand Cru Classé-slotte, men har ikke fået højere bedømmelser i de seneste årgange. Fantastisk vin.
En af de to Beausejour-ejendomme, der bliver bedre og bedre for hver årgang efter et generationsskifte. I dag rangerer det helt i top blandt 1. Grand Crus Classé-slottene.
Det er en legendarisk vin fra et legendarisk slot i en legendarisk årgang. 20 år gammel, men ikke en gang helt fuldmoden endnu på grund af sin enorme styrke og koncentration.
Slottet blev først opgraderet til 1. GCC i 2006, men det skete på baggrund af årgangene 1996-2005, så selv om slottet ikke var 1. GCC i 2000, er der ingen tvivl om, at slottet allerede på dette tidspunkt lavede vin på 1. GCC-niveau. Det er stadig en ungdommelig og meget koncentreret vin. Slottet har siden 2018 og under nyt ejerskab ændret stilen mod det lidt lettere og mere elegante.
Dette er en af de berømte garagevine, som er et begreb for ekstremt koncentrerede vine lavet i små mængder med brug af lave udbytter og masser af nye fade med deraf følgende stor fylde og koncentration. Kun ca. 3,5 hektar med en produktion på cirka 10.000 flasker pr. år.
Endnu en af de berømte garagevine. Nogle kalder den micro-cuvée, fordi de bare 1,2 hektar vinmarker nær Clos-Fourtet kun producerer sølle 2–3.000 flasker flasker pr. år.
Medbring 1-2 gode Bordeaux-glas.
Prisen er inkl. vin.
Dato | Tid | Sted | Navn | |
---|---|---|---|---|
1 | Onsdag 01.10.2025 | 19:00-21:45 | Byens Hus, Hellerup | Jesper Hedegaard |
Jesper Hedegaard (f. 1968) er en af Danmarks mest erfarne vinforedragsholdere. I september 2012 vandt han som dansk holdleder europamesterskabet i vinsmagning ved et storslået arrangement i Malmø, arrangeret af det franske tidsskrift La Revue du Vin, og i oktober 2013 opnåede samme hold med Jesper som leder sølv i verdensmesterskaberne, afholdt i Bordeaux.
Siden 1988 har Jesper Hedegaard holdt mellem 40 og 80 foredrag om året – hovedsageligt for aftenskoler, men også for virksomheder, vinklubber og andre interesserede – ja selv seriøse vinsmagninger i forbindelse med både polterabends og bryllupper arrangerer han jævnligt!
Interessen startede allerede som 14-årig, hvor han ’tyrede’ Hugh Johnsons lille årbog Vin igennem, og bl.a. lærte navnene på de 61 slotte i Bordeaux’ 1855-klassifikation udenad. Mens gymnasievennerne drak øl og gik i byen, brugte han sin sparsomme SU på gode vine – især franske – som blev nydt hjemme sammen med faderen, idet far og søn skiftedes til at invitere hinanden på blindsmagning.Det blev de efterhånden gode til, og da også det teoretiske niveau var steget betydeligt, meldte de sig til SOPEXA’s Danmarksmesterskab i franske vine for par i 1987 – og vandt!
Som 19-årig, nybagt student blev Jesper Hedegaard bestyrer af en mindre vinforretning på Frederiksberg, men begyndte året efter at læse jura. I studietiden startede han som 20-årig med at holde vinforedrag på aftenskoler, og var i denne periode også skribent for bl.a. Vinjournalen og Vinmagasinet – og senere Vinbladet. Han blev færdig som jurist i 1994 og arbejder til daglig i forsikringsbranchen.
Hvis han i dag skulle skifte til et fuldtidsjob inden for vinbranchen, skulle det være som ’Danmarks Robert Parker’, idet han erkender at være så teoretisk og nørdet i sin interesse for vin, at han ikke ville kunne finde ud af at sælge vin. Hans passion er at videreformidle sin store viden – som nu stort set dækker det meste af verden og ikke bare Frankrig – til alle, der interesserer sig bare lidt for vin.
Ved siden af de mange vinforedrag har han siden 1999 arrangeret og været guide på vinrejser til Frankrig – bl.a. Bordeaux, Bourgogne, Champagne og Rhône. Den fritid, der ikke bruges på at smage vin og holde sin viden ajour ved læsning af store mængder vinlitteratur går bl.a. med datteren Isabella, tennis og bøger om 2. verdenskrig.