Bliv del af et fællesskab omkring foredrag, fortællinger og folkeoplysning.
Vi mødes hver anden fredag (se datoer i kalender) til foredrag og vi slutter sammen med et glas vin og en sandwich.
Velkommen!
Ove Pedersen.
Tidl. kriminalinspektør Ove Pedersen
Tidligere drabschef Ove Pedersen, også kendt som “Roskildes Wallander”, deler ud af et langt liv med efterforskning af nogle af Danmarks mest alvorlige kriminalsager. Han fortæller bl.a. om sin tid hos Kriminalpolitiets drabsafdeling i København i 1980’erne, hvor rockerkrigen rasede, og hvor han arbejdede med sager som mordet på Bullshit-lederen Makrellen og dobbeltmordet på Femøren. Foredraget bringer publikum tæt på bl.a. Roskilde Festival-ulykken i 2000, Kundby-sagen samt flere rystende sager om vold og overgreb mod børn og unge.
Prinsesse Eleonore-Christine af Schaumburg-Lippes morfar.
Prinsesse Eleonore-Christine af Schaumburg-Lippe
Oplev historien om Poul Johansen, der gik i lære hos den berømte fotograf Peter Elfelt og siden overtog hans firma. Johansen blev tæt ven med Kong Frederik 9. – et venskab dokumenteret gennem rørende breve og enestående fotografier. Foredraget dykker ned i hans liv som fotograf, modstandsmand under 2. Verdenskrig og udsendt for Udenrigstjenesten til Grønland. Det er en fortælling, der appellerer til både historisk og kongelig interesse – og ikke mindst til dem med passion for fotografi. Gennem unikke billeder og stærke fortællinger gives et indblik i en tid og et liv, hvor en ganske almindelig dreng blev kongelig hoffotograf og nær ven af kongehuset.
Pia Lund Poulsen.
Antropolog og rejseleder Pia Lund Poulsen
Som følge af landets geografiske placering er Grønland blevet et geopolitisk brændpunkt, der i disse får øget opmærksomhed fra verdens stormagter i takt med klimaforandringerne. Men allerede siden vikingerne i løbet af 900-tallet bosatte sig i det sydlige Grønland, har vi i Norden haft et særligt forhold til verdens største ø. Videnskabelige ekspeditioner, bosættelser, handel og politiske forbindelser blev tidligt etableret i forsøg på at udvikle Grønland og udvinde landets naturressourcer. Vi skal i foredraget se nærmere på hvordan forholdet mellem Danmark og Grønland har udviklet sig gennem tiden, for bedre at kunne forstå relationen mellem Danmark og Grønland i dag.
Maria Kontra.
Uddannet operasanger ved bl.a. Royal Academy of Music i London, finalist i The Handel singing Competition i London og sanglærer, Maria Kontra
Kom med på en tidsrejse gennem barokoperaernes storhedstid, hvor den tyske komponist Georg Friedrich Händel komponerede ikke mindre end 42 operaer. Händel fik kæmpe succes fra Firenze til Venedig hos de ellers kræsne italienere, så meget at de døbte ham “il caro sassone” (den kære saxer), dernæst rejste han til London, hvor han etablerede sig som kapelmester hos Kong Georg 1. og fortsatte sin imponerende strøm af nykomponerede operaer.
Händels operaer gled i slutningen af hans liv i baggrunden for hans oratorier, der i mange år var mere kendt og elskede end hans operaer, som først fik en renæssance i 1950’erne. I 00’erne fik de endelig igen stor succes på grund af deres vidunderlige, virtuose musik, deres dybe persontegninger og deres til tider vanvittige handlingsforløb, der trods, at de er skrevet for mere end 250 år siden, stadig virker friske og relevante for et moderne publikum.
Mathilde Teglgaard Nielsen.
Cand.mag. i kunsthistorie Mathilde Teglgaard Nielsen
Leonardo da Vinci er ikke bare kendt for værker som Mona Lisa og Den vitruvianske mand, men også for sine banebrydende idéer inden for anatomi, mekanik, botanik og krigsteknologi. Dette foredrag går i dybden med renæssancens mest alsidige skikkelse og hans mange nyskabelser – flere hundrede år forud for deres tid. Vi kommer tæt på da Vincis liv, hans samtid og det eftermæle, der har gjort ham til et ikon. En stor del af hans noter er bevaret, blandt andet fordi han skrev baglæns – en metode, der længe blev opfattet som hemmelig kode. Glæd dig til et spændende og oplysende foredrag om mennesket bag mesterværkerne – et sandt universalgeni, der stadig fascinerer verden i dag.
Jan Tvernø.
Eventyrer og fotograf Jan Tvernø
Ekstremismens nyttige idiot eller pragmatisk opportunist? Hvordan er det at rejse i Afghanistan under Taleban-styret – og hvilke dilemmaer opstår, når man som fotograf og eventyrer dokumenterer livet dér? Jan Tvernø tager publikum med på en intens rejse bag nyhedsoverskrifterne og ind i en verden, hvor skønhed og brutalitet går hånd i hånd. Med stærke billeder og personlige fortællinger åbner foredraget for etiske overvejelser om grænserne mellem nysgerrighed, dokumentation og utilsigtet propaganda. Et tankevækkende møde med et land og en befolkning, der kæmper for liv og værdighed midt i usikkerhed og ekstremisme.