Kom med på denne særlige tur og oplev et af verdens smukkeste koncerthuse – både ude- og indefra – når vi på 100-året for Danmarks Radio besøger DR Koncerthuset i Ørestaden.
I 1925 grundlægges Statsradiofonien, og alle danskere får mulighed for at lytte til levende klassisk musik gennem tidens nye medie. Sidenhen er et væld af musikgenrer kommet til, og Radiohuset har holdt flyttedag. I år kan DR Koncerthuset og Symfoniorkestret derfor fejre deres 100-årige historie. Vi byder indenfor i den enestående bygning, der er et af Danmarks største medie- og kulturhuse med omkring 250 arrangementer om året samt mange kor- og orkesterprøver.
Billeder af DR Koncerthuset.
Vi skal på en særrundvisning gennem hele bygningen – fra kælder til kvist – hvor vi får et særligt indblik i arkitekten Jean Nouvels ideer og vision med det unikke koncerthus. Vi oplever naturligvis den storslåede koncertsal med plads til 1.800 publikummer, placeret foran, rundt om og bagved orkestret – noget ganske særligt.
På turen ser vi, alt efter tilgængelighed, også de øvrige tre sale, hver med sit specifikke design og farvevalg. Vi besøger desuden kontrolrum, solistrum og øvelokaler – krydret med spændende viden, så vi bagefter ikke er i tvivl om, hvorfor en koncertoplevelse her er noget helt særligt.
For at fuldende oplevelsen slutter vi af med en kort tur rundt om Koncerthuset, tilsat lidt viden om nærområdet og andre sjove facts.
Arrangementet inkluderer særrundvisning i DR Koncerthuset samt en kort udendørs rundvisning, afhængigt af vejret – så husk varmt tøj.
Der er parkeringsmuligheder og metro lige til døren.
Gangbesværede kan sagtens deltage i rundvisningen, da der er elevatorer og rulletrapper. Da der bliver gået mange skridt i det store hus, anbefales det, at svært gangbesværede deltager i kørestol. Husk at notere det i kommentarfeltet ved tilmelding, så vi kan informere Koncerthuset og tilpasse ruten.