Holder du af opera? Hvis ikke, kan du måske komme til det! I den kommende operasæson 2025/2026 fortsætter sangpædagog og cand.mag. Ib Flemming Hansen sine populære operaforedrag, og der vil blive gennemgået seks operaer fra Den Kongelige Operas repertoire.
Operaerne vil som sædvanlig blive gennemgået handlingsmæssigt og musikalsk med mange musikeksempler fra diverse DVD-indspilninger. Foredragene er velegnede som forberedelse til en operaaften, og datoerne er lagt efter Den Kongelige Operas repertoireplaner, således at operaerne gennemgås, inden de har premiere på Operaen. Enkelte af foredragene kan godt finde sted betydeligt før opførelserne af den pågældende opera på grund af teatrets repertoireplaner.
»Tosca« er et medrivende trekantsdrama, hvor operasangerinden Tosca og maleren Cavaradossi oplever deres liv og kærlighed blive ødelagt af magtmennesket, politidirektør Scarpia, der ikke skyer noget middel for at erobre den smukke sangerinde. Men her har han forregnet sig…
»Poppeas kroning« er fra 1642 og dermed en af operahistoriens tidligste operaer. Operaen genfortæller et blodigt kapitel i det antikke Roms historie og er fuldt af fordærvede og amoralske personer. Superskurken er Kejser Nero, der er gift med Ottavia, men han har kastet sine øjne på den unge, ambitiøse Poppea, der kun drømmer om at blive kejserinde. Det betyder, at Ottavia må skaffes af vejen...
Kontrasten mellem det stille liv i et nonnekloster og revolutionens omvæltende kræfter er omdrejningspunktet i Francis Poulencs gribende opera fra revolutionstiden i Frankrig. Operaen bygger på en virkelig begivenhed fra 1789 og skildrer, hvordan revolutionens voldsomme begivenheder griber ind i nonneklostrets rolige hverdag og sætter troen på en voldsom prøve.
»Rigoletto« er en af Verdis mest populære operaer. Det er en meget dramatisk opera om den pukkelryggede hofnar Rigoletto og hans datter Gilda, som efterstræbes af hertugen af Mantua. Derfor planlægger Rigoletto at få hertugen myrdet med hjælp fra en lejemorder, men det går gruelig galt.
»Don Pasquale« er en af komponisten Donizettis komiske operaer, der handler om den gamle ungkarl Don Pasquale, der vil gifte sig med en ung pige. Det er en vældig sød og stille pige, men ligeså snart hun er blevet forlovet med Don Pasquale, forandrer hun sig til en furie. Hun har nemlig en hemmelig elsker, som er Don Pasquales nevø, og det er ham hun vil giftes med. Og Don Pasquale ender med at bøje sig.
»Rosenkavaleren« er en elegant wienerkomedie. Marskallinden har en ung elsker Octavian, og de har en meget lang elskovsscene i soveværelset i første akt. Octavian skal i anden akt være forlover for marskallindens fætter Baron von Ochs – en grov, bondsk og liderlig person. Men Octavian forelsker sig i Sophie, der skal giftes med Baron von Ochs, og kærligheden mellem Octavian og Sophie er gensidig. I sidste akt løses intrigen op. Onklen opgiver Sofie, og nu ligger livet forude for de to elskende Octavian og Sophie, mens marskallinden resignerer. Vidunderlig og meget elegant musik.