Hvis du har gået på et hold i foråret, som fortsætter til efteråret, har vi reserveret en plads til dig. Du får direkte besked, før alle efterårets hold bliver lagt online 22. juni (bemærk ny dato).
Hvis du har gået på et hold i foråret, som fortsætter til efteråret, har vi reserveret en plads til dig. Du får direkte besked, før alle efterårets hold bliver lagt online 22. juni (bemærk ny dato).
Vi skal sammen undersøge litteratur fuld af lyst. For hvad kan og gør erotisk litteratur ved os som læsere? Gennem faglige oplæg, oplæsning og debatter, vil vi prøve at forstå, omfavne og udfordre den erotiske litteratur. Hvordan åbner og beriger den vores syn på begær, og hvordan kan den ligeledes være med til at begrænse det?
I kurset bevæger vi os indenfor den nordiske litteratur med enkelte perspektiver til den internationale. Vi starter i Det Moderne Gennembrud, hvor vi ser nærmere på det erotiske tema i kunsten som et frigørelsesprojekt, og laver derefter et spring til 70'erne, hvor Susanne Brøgger også bruger erotikken til at frigøre sig fra normerne og samfundets forventninger.
Diskussionen om fri seksualitet er langt fra forbi, og værkerne er stadig aktuelle i dag. Vi undersøger, hvordan sex tematisk gribes an i moderne tid og nu, og hvordan det påvirker os som læsere. Hvordan gør erotisk litteratur os stadig nysgerrige, udvider vores horisont og pirrer os? Er der forskel på, hvordan feminint og maskulint begær beskrives, og hvilke gennemgående narrativer opdager vi?
Vi ender i tegneseriens verden, hvor det erotiske element har fået ny gennemslagskraft. Det bliver et kursus fuld af interessante oplæg, hede debatter og pirrende læseoplevelser!
Underviser Mie Laugesen har beskæftiget sig indgående med erotisk litteratur i sin kandidat fra Nordisk Sprog og Litteratur, hvor hun i sit speciale stillede spørgsmålet: »Er liderlige kvinder ulykkelige kvinder?« Svaret blev et ja, for det er ofte det narrativ, vi får foræret – men hvorfor skal det være sådan? Du kan læse mere i hendes kronik i Information her: Liderlige og promiskuøse kvinder fremstilles i vores kultur altid som ulykkelige.