Skip to content

Fredagscaféen

Fredagscaféen

Vært: Marianne Bentzen

6 fredage med folkeoplysning, foredrag og fortællinger. Vi slutter med et glas vin og en sandwich. Velkommen! Foredragsrækken er startet. Kontakt os, så vi kan beregne en pris ud fra de gange der er tilbage.
      
1. Katja Lange: Levende historiefortælling - 2 i 1
Sæsonen indleder vi med at slippe det levende ord løs i form af fortællinger. Fortællinger, der ikke bare får os til at høre efter. De får os til at høre til. 
Denne formiddag får du to fortælle-oplevelser i én. Først vil den professionelle historiefortæller Katja Lange fortælle en håndfuld medrivende historier. Nogle af dem er opdigtede, andre bygger på historiske fortællinger. Efter pausen vil hun fortælle om historiefortælling som kunstform, kulturbærende aktivitet og slet og ret som en del af livet. Her vil hun komme ind på spørgsmål som Hvorfor fortæller vi historier? Hvad består en god historie af? Hvad sker der i hjernen, når vi hører den? Og måske give et par gode tips til, hvordan du fanger lytterne, næste gang du selv giver en historie.

2. Flemming Ytzen: Hvorhen, Venstre?
Efter dramatiske uger i sensommeren 2019, forlod veteranen Lars Løkke Rasmussen det parti, han havde været medlem af i 40 år. mistede sit mandat. Ved folketingsvalget i november 2022 vendte Inger Støjberg tilbage til politik som leder af Danmarks-demokraterne, nu landets femtestørste. Så det ’gamle’ Venstre er i 2023 blevet til tre partier. Begyndte denne splittelse og udvikling i Danmarks liberale parti i realiteten med Anders Fogh Rasmussens kontroversielle tid som statsminister 2001-2009? Foredraget sammenligner Fogh og Løkke med tidligere Venstre-ledere som Poul Hartling, Henning Christophersen og Erik Eriksen. Flemming Ytzen er journalist ved Politiken.

3. Helene Lykke Evers: Den aktuelle billedkunstscene i Danmark
Hvordan ser den aktuelle kunstscene i Danmark ud lige nu? Hvilke kunstnere, temaer og synspunkter beskæftiger kunstmuseerne sig med dette semester? Er der nogle nybrud i måden museerne kuraterer udstillinger på i øjeblikket? De seneste år har museerne haft stor fokus på at inkludere kvindelige kunstnere eller emner, der handler om kvinder i kunsten, men det virker som om, at kunstscenen lige nu folder sig ud på en måde, der generelt er mere inkluderende, nærværende og internationalt orienteret. Udstillingerne er også i stigende grad blevet mere sanselige og inviterende, og museerne eksperimenterer med nye måder at skabe udstilinger på, der i højere grad inddrager beskueren og sætter fokus på dagsaktuelle emner. Dette foredrag introducerer flere af de aktuelle kunstudstillinger i hovedstadsområdet, som det er muligt at opleve på egen hånd. Helene Lykke Evers er kunsthistoriker.

4. Bente Hatting Gjelten: ’På sporet af den tabte tid’
Hvad husker vi? Blomster, dufte, mennesker, mad? Forfatter Marcel Proust brugte mere end 15 år på at skrive sit mesterværk i syv bind, og som god vin bør den nydes i små slurke. Mag. art. Bente Hatting Gjelten leder Fredagscafeen trygt gennem Prousts selvbiografiske roman, som er en vidunderlig læseoplevelse, og ikke svært tilgængelig som ’Ulysses’. Hun medbringer smagsprøver på de berømte ’Madeleinekager’.

5. Camilla Kornerup: Indien undervejs som supermagt
Intet større land i verden udvikler sig i samme hastige tempo som Indien. Befolkningstallet på 1,3 millarder vokser eksplosivt, og økonomien følger trop. Indien er en af verdens førende producenter af moderne teknologi og fødevarer, og væksten foregår fortrinsvis i byerne, hvor forskellen på landets top og bund ses tydeligst. Stenrige forretningsfolk i gigantiske paladser som taget ud af Tusind og En Nats Eventyr lever side om side med håbløst fattige daglejere under vejrbidte presenninger i overbefolkede slumkvarterer.
Indien udfordrer og stimulerer sanserne én for én. Foredraget tager pulsen på dagens Indien. Vi skal høre om hvordan den fulde fart frem ikke kun bringer vækst og muligheder men også enorme udfordringer for mennesker og miljø. En hastigt voksende middelklasse forbruger mere dag for dag, og overalt til lands og havs flyder enorme mængder plastikaffald og forurener. På landet er infrastrukturen elendig mange steder, og Indiens aller-fattigste har svært ved følge med udviklingen, og lades tilbage.
Camilla Kornerup er cand. mag i spansk og religion og har i løbet af de seneste 30 år rejst, boet og arbejdet på de fleste kontinenter både som rejsende, rejseleder og forretningskvinde.

6. Per Ryt-Hansen: Humor, gnister og meningsfuld antændelse. Livgivende foredrag om livet fra 60 til 100.
Læn jer tilbage og glæd jer til en underholdende afslutning på efterårssæsonen! Per Ryt-Hansen forklarer: ’Gnister kan både høres, ses, duftes og mærkes – ja, der er både sanselig og intellektuel smittefare! Latter smitter også - og er sundt hele vejen rundt. Få en alvorlig indføring i humor, som præsenteres gennem humorfaglige teorier, tankevækkende tanker og uhæmmede påstande!
Aldersforskningen viser, at livet omkring 70-års alderen er et lykkeligt højdepunkt. Hør hvorfor og hør hvordan du som styrmand i dit eget liv aktivt kan styrke livsindhold, livsglæde og meningsfuldhed. Alt sammen krydres med vitser, kloge ord fra de store humorister og skæve sandheder – på en seriøs bund af faglighed og opløftende undersøgelser.’

Pris inkl: Foredrag, 1 glas vin og 1 sandwich