Søllerød emmer af specielle oplevelser – og denne guidede tur og smagsoplevelse indeholder det meste. Vi starter med en rundvisning i det gamle Søllerød – en charmerende og velholdt landsby, hvor flere af områdets smukke landsteder fra 1700-tallet stadig er bevaret.
Vi skal rundt og opleve historiske steder som: Mothsgården, hvor komponisten Edvard Grieg og andre kulturpersonligheder har opholdt sig. De stråtækte huse ved Søllerød Sø, der tidligere husede alderdomshjemmet Drewsens Hospital og Prinsesseskolen. Og det privat ejede Søllerød Slot, hvor vi skal høre om, hvad Christian den 5. og Schimmelmanns Palæ har med stedet at gøre.
Vi ser også Søllerød Kirke, præsteboligen, den prisbelønnede sognegård og kirkegården, som er spækket med berømtheder og røverhistorier.
Dagen rundes af på allerbedste vis med en ægte Michelin-oplevelse på Søllerød Kro. Det er tid til forkælelse.
Arrangementet inkluderer guidet rundvisning i området og 2-retters menu med et glas vin/vand på Søllerød Kro.
Turen er desværre ikke for dårligt gående.
Mødested: Søllerød Kro, Søllerødvej 35, Holte