Skip to content

Hvis du har gået på et hold i foråret, som fortsætter til efteråret, har vi reserveret en plads til dig. Du får direkte besked i perioden 20. maj-13. juni. Alle efterårets hold bliver lagt online 24. juni.

CARL BLOCH

Smagsdommeren

Ved cand.mag. i filosofi og kunsthistorie, billedkunstner Frederik Lindskov

Kunsthistoriker og kulturformidler Frederik Lindskov udplukker hver sæson seks strømninger indenfor kunst og kultur, som vi sammen ser nærmere på. Hvad rører sig i kunstverdenen? Hvilke nye tendenser skal du lægge mærke til? Og hvad skal du helt sikkert forvente at se mere af? Alle foredrag er rigt illustreret, så det talte ord ikke står alene.

HuskMitNavn HuskMitNavn
»Bubble Bath« og »Art Lovers« af HuskMitNavn.

1. Kastrupgårdsamlingen: MED TRYK PÅ, HuskMitNavn

Billedkunstneren HuskMitNavn har med sine bløde figurer og lune humor for længst overbevist os danskere om, at han vil os det godt, når han igen og igen fremstiller os som hverdagens rådvilde og fortravlede antihelte. For vi er også kærlige mennesker som passer på hinanden – om end vi sommetider måske lige skal huskes på det og hjælpes lidt. Med en fortid som både graffitimaler og skolelærer har HuskMitNavn udviklet et helt særligt billedunivers, som blander streetart og tegneserie. Når kunst og opdragelse således går hånd i hånd opstår en slags sund hverdagsmoral der synes at handle om, at vi som børnene i skolen skal inspireres til det gode, i stedet for at kritiseres for det dårlige. Nu har Kastrupgård skabt den første store, retrospektive udstilling med HuskMitNavns grafiske værker, og det er godt! – for det er der blevet en både varm, rørende og tankevækkende udstilling ud af.

 

Sara-Vide Ericson The Organ, 2023
Sara Vide Ericson – The Organ, 2023.

2. Gammel Strand: Når vi døde vågner

Med en dramatisk udstillingstitel lånt fra Henrik Ibsens sidste teaterstykke, lægger Kunstforeningen Gl. Strand med udstillingen Når vi døde vågner op til en såvel ambitiøs som symbolsk fejring i af sine nu 200 år som varetager og formidler af kunsten. Ibsens stykke handler om forholdet mellem livet og kunsten, og udgør dermed en slags rammefortælling omkring kunstens betydning for menneske og samfund – og således også omkring Gl. Strands mangeårige virke som kunsthal. Jubilæet markeres med en omfattende gruppeudstilling i tre etager, der reaktiverer de værker og de kunstnere, som op igennem historien har haft en særlig betydning for den danske kunstscene. Lige fra C.W. Eckersberg, som var med til at grundlægge Gl. Strand, til værker skabt af nulevende, markante kunstnere.

 

CarlBloch
Carl Bloch, 1858. Den Hirschsprungske Samling.

3. Den Hirschsprungske: En dag på stranden. Dansk kunst i vandkanten 1830-1910

Danmark er øer omgivet af hav og alle steder ligger stranden nær. Vi har hverken bjerge, vulkaner eller store iskapper, men vi har stranden, og den er i grunden også et ganske forunderligt sted. Stranden har af samme grund alle dage har været et yndet kunstnerisk motiv, og sådan som årstider og storme stedse ændrer strandens udseende, sådan har også vi menneskers brug af og blik på stranden markant ændret sig op igennem tiden: I oplysningstiden målte vi på tidevandet, i romantikken indfangede vi månelyset og i moderne tid fokuserede vi på fiskernes hverdag og skildringen af de badende strandgæster. Faktisk kan man ligefrem benytte de mange strandmotiver fra den danske kunsthistorie, til at spejle skiftende sociokulturelle og politiske strømninger i samfundet, og det er netop hvad Den Hirschsprungske Samling har gjort med udstillingen ’En dag på stranden’. Her på kanten af Danmark i perioden 1830-1910 kigger vi både indad, udad og fremad på en kultur i rivende udvikling.

 

4. Louisiana: Nye værker

Glæd dig til et spektakulært møde med et stort udvalg af de mange nye værker, Louisiana har erhvervet gennem de seneste år. Der er tale om en bred vifte af international samtidskunst indenfor maleri, foto, skulptur, video og installation, af navne som Diane Arbus, Pipilotti Rist, Dana Schutz, Alex Da Corte og Richard Prince samt mange nye navne, som vi endnu har til gode at stifte bekendtskab med. Louisianas direktør Poul Erik Tøjner uddyber: ”Muligheden for at føje nye værker til er afgørende … fordi det hele tiden giver museet lejlighed til at forny kontakten (og kontrakten) med vores nutid og nære fremtid.” Louisianas samling tæller over 4000 værker og vokser stadig. På den ene side er samlingen en slags DNA-streng for museet, på den anden side en dynamisk størrelse, som hele tiden udvikler sig i takt med at den favner tiden vi lever i.

 

MAPS MAPS
The Story of Public Art – Dancing in the Streets (On Power), Foto: Jan Søndergaard og Art in Public Spaces, Foto: Søren Katborg-Vestergaard.

5. MAPS: The Story of Public Art

MAPS står for “Museum of Art in Public Spaces”, og er museet, der tidligere hed KØS - Køge Skitsesamling. Navneforandringen skyldes, at man ønsker at understrege museets fokus på netop kunsten i det offentlige rum, og lægger samtidig ud med et brag af en udstilling, der fortæller historien om de mest markante kunstneriske eksperimenter i offentlige rum fra 1960’erne og frem til i dag. Udstillingens første del – Dancing in the Streets (On Power) – viser kunstneres performances og aktioner i byer verden over fra Warszawa og Rio de Janeiro til Tamale og Times Square. Udstillingens anden del - Explosions (On Expansion) – udforsker det kunstneriske spændingsfelt mellem naturen og det menneskeskabte, sådan som Arte Povera og Land Art foldede sig ud i anden halvdel af det 20. århundrede, samt ikke mindst hvordan samtidskunsten undersøger den i dag hastigt accelererende sammensmeltning af organiske livsformer og kunstig natur.

 

aliafarid
Alia Farid, Film still. Courtesy of the artist.

6. Copenhagen Contemporary (CC): Alia Farid

CC er Københavns store og rå kunstcenter, der har til huse i den gamle B&W-svejsehal istandsat af arkitekt Dorte Mandrup. Til efteråret præsenteres hér den første soloudstilling i Danmark med den kuwaitisk-puertoricanske kunstner Alia Farid (f. 1985). Gennem både industrielle og håndlavede objekter, udfolder Farids multidisciplinære praksis sig som kritiske læsninger af, hvad det vil sige at eksistere og høre til i en verden af global usikkerhed. Uanset om det er skulpturer af drikkefontæner formet som vandbeholdere, forstørrede amuletter, der forener gamle og moderne materialer eller filmiske vidnesbyrd om udvindingsindustriens sociale og økologiske konsekvenser i det globale syd, udfordrer Farids praksis koloniale narrativer og undersøger, hvordan materialer og former transformeres og skifter betydning på tværs af tid og sted.

Publikum til foredrag ved FOF København

FOREDRAG OG DEBAT

Se alle aktuelle foredrag