Hvis du har gået på et hold i foråret, som fortsætter til efteråret, har vi reserveret en plads til dig. Du får direkte besked i perioden 20. maj-13. juni. Alle efterårets hold bliver lagt online 24. juni.
Hvis du har gået på et hold i foråret, som fortsætter til efteråret, har vi reserveret en plads til dig. Du får direkte besked i perioden 20. maj-13. juni. Alle efterårets hold bliver lagt online 24. juni.
Kom med til et hyperaktuelt foredrag, hvor redaktør og Ruslandskender Anna Libak går helt tæt på Putin og truslen fra Moskva. For hvor stor en trussel er Rusland egentlig for Europa? Hvordan er Putins verdenssyn blevet formet, og hvad er hans plan?
Ruslands invasion i Ukraine viser, at militær magtanvendelse igen er blevet en realitet på det europæiske kontinent. Danmark opruster med et trecifret milliardbeløb og forventer at bruge op til 3 % af BNP på militær oprustning frem til 2033. Det er svimlende beløb, vi skal bruge til at støtte Ukraine og til at sikre NATOs østflanke – penge vi vel at mærke kunne have brugt på sygeplejersker, klimasikring og folkeskoler. Så hvordan gik det til, at krig endnu engang er blevet en del af vores virkelighed?
Vestlige medier bliver ofte beskyldt for at karikere Putin. Anna Libak vil på denne aften gå bag om karikaturen og vise os verden, som den ser ud fra Kreml. I Putins øjne er Rusland ikke kun et land, men en civilisation – en historisk, religiøs og politisk enhed, der skal genrejses.
Anna Libak vil forklare årsagerne bag Ruslands annektering af den ukrainske halvø Krim og de såkaldte folkerepublikker i Donetsk og Lugansk i Østukraine. Ifølge EU og USA truer den russiske aggression med at undergrave den europæiske sikkerhedsarkitektur, som blev indstiftet med ophøret af den kolde krig. Ifølge russerne udnyttede USA og dets vasaller Sovjetunionens opløsning til at skabe et globalt vestligt overherredømme, som Putin har kaldt "den største geopolitiske katastrofe i det 20. århundrede". Set fra Moskva har EU og USA gennem NATOs og EUs aktive ekspansion mod øst undermineret alle forsøg på at etablere en ny kollektiv retsorden. Så hvordan kunne det gå så galt, at vi skal tilbage til før Gorbatjovs tiltræden i 1985 for at finde et tilsvarende dårligt forhold?
Vi ser også en kamp om værdier brydes mellem vest og øst. Analytikere peger på, at Trumps kernevælgere har fællestræk med Putins støtter. Putin mener, at Vesten er svagt og moralsk degenereret – optaget af kønsidentitet, woke-politik og forbrug – mens Rusland står for tradition, stabilitet og styrke. Det er Putins fortælling, men er det også blevet Trumps? Og hvis verden er ved at blive inddelt mellem autoritære stormagter, hvor truet er så det liberale demokrati?
Anna Libak er udenrigsredaktør hos Weekendavisen, forfatter og en af de tre damer i P1s ugentlige podcast »DAMERNE FØRST«. Hun er desuden uddannet cand.mag. i russisk og samfundsfag fra Aarhus Universitet. I den offentlige debat er Anna Libak kendt for sin viden om Rusland, som hun har beskæftiget sig med siden hun blev sprogofficer i forsvaret i slutningen af 80'erne. Hun har dækket Rusland for tre aviser, og hendes udstationering som korrespondent for Berlingske Tidende 1999-2003 resulterede i bogen »Rusland på Røde Plader«. Hun har desuden været vært for programmet »Sidste nyt fra Østfronten« på DR, hvor hun analyserede situationen i Rusland, Kina og Nordkorea.
Dato | Tid | Sted | Navn | |
---|---|---|---|---|
1 | Onsdag 01.10.2025 | 19:00-21:00 | Gentofte Hovedbibliotek | Anna Libak |