Skip to content

Hvis du har gået på et hold i foråret, som fortsætter til efteråret, har vi reserveret en plads til dig. Du får direkte besked i perioden 20. maj-13. juni. Alle efterårets hold bliver lagt online 24. juni.

Glenn Bech: Klassejetlag, arv og ambition

Glenn Bech: Klassejetlag, arv og ambition

Glenn Bech: Klassejetlag, arv og ambition

Glenn Bech er aktuel med romanen »Jeg er ikke færdig med dig«, en fortælling, der ikke kun handler om kærlighed mellem to mænd, men om at være splittet mellem den mand, man er blevet – og den dreng, man stadig bærer i sig. For sagen er, at Lasses begær er formet af en opvækst med mandemænd og mobning, og han bliver ikke just tændt af den omsorg og rummelighed, som er Emils naturlige kærlighedssprog. Og hvad gør de så?

I romanen har Lasse knoklet sig fra underklassen og ind i den øvre middelklasse. Han er blevet psykolog, har fundet kærligheden i sin partner Emil, og sammen har de skabt et trygt liv i en pæn ejerlejlighed i et roligt kvarter. Men under overfladen ulmer en uro. Lasse længes efter noget farligt, impulsivt og vildt, mens en indre stemme hvisker: »Kæmp kun for dig selv.« Og det centrale spørgsmål melder sig: Hvordan kæmper man for kærligheden, når man hele livet har lært kun at kæmpe for sig selv?

Kom med til en aften, hvor vi går helt tæt på forfatteren og mennesket Glenn Bech. Glæd dig til en samtale om det moderne menneskes splittelse – mellem klasse og kærlighed, mellem arv og ambition, mellem vild længsel og loyalitet.

Med bestselleren »Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet« og »Farskibet« har Glenn Bech åbnet vigtige samtaler om klasse, mandlighed, homofobi og social mobilitet. Med bøger, der kombinerer personlig smerte med samfundskritiske analyser, har han skrevet sig direkte ind i samtiden. I foredraget åbner han op for refleksioner om vold, maskulinitet og social skævhed. Glenn Bech er kendt for at gå i rette med det kulturelle smagsdommeri, hykleriet i den kreative klasse og den blindhed for egne privilegier, som hersker der. Glenn Bech er en stemme fra den danske underklasse, som har tilkæmpet sig en plads ved bordet i kultureliten – men hvor befinder mennesket Glenn Bech sig bedst?

På aftenen bliver han interviewet af forfatter Josefine Dahl Olsen. De vil, udover at tale om Glenn Bechs forfatterskab, også berøre spørgsmål om den kreative skriveproces: Hvordan skriver Glenn sine bøger? Hvad inspirerer ham? Og hvordan balancerer han rollen som forfatter, debattør, tv-kendis og psykolog?

Til slut vil der være rig mulighed for at stille spørgsmål, og undervejs vil du høre Glenn Bech læse passager fra »Jeg er ikke færdig med dig«.

glennbech

Om Glenn Bech

Glenn Bech er uddannet psykolog og fra Forfatterskolen – og han skriver med en ærlighed, der både udfordrer og rører. Glenn Bech debuterede med et brag i 2021 med »Farskibet« – en roman, der blev belønnet med flere litterære priser, herunder Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris og Blixenprisen. Senere fulgte »Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet«, der sikrede ham Politikens Litteraturpris. Glenn Bech har holdt et utal af foredrag om sit forfatterskab og er også kendt fra tv, blandt andet DR-programmet »Provinsbøssernes drøm«, hvor han sammen med kunstneren Kim Meidal vil give en stemme til de udstødte og anderledes.

Publikum til foredrag ved FOF København

FOREDRAG OG DEBAT

Se alle aktuelle foredrag