Du inviteres til et hyggeligt frokostarrangement på et helt særligt sted med sin egen unikke historie. Tag med til ét eller flere arrangementer, som finder sted hver første tirsdag i måneden, hvor vi sammen besøger en lokation lidt ud over det sædvanlige. Her sætter vi os til bords og nyder lidt mad og drikke – tilsat en god fortælling om stedet og det omkringliggende område.
Foto: Høkeren i Brede
Historien – bid for bid: Brede Høker Midt i det naturskønne Brede finder du Høkeren, hvor vi denne tirsdag skal besøge det stemningsfulde forsamlingshus. Brede Høker ligger smukt ved Brededammen og er en del af Danmarks største fredede industrianlæg. Bygningen rummer både købmandsbutik, café og forsamlingshus – og fællesnævneren for stedet er, at det er hyggeligt, hjertevarmt og med plads til alle. I købmandsbutikken finder du nøje udvalgte kvalitetsprodukter og delikatesser. Caféen tilbyder mad lavet på gode råvarer og serverer både ude og inde, mens forsamlingshuset arrangerer fællesspisninger og mange aktiviteter året rundt.
Foto: Høkeren i Brede
Godt placeret i forsamlingshusets stue udrulles Bredes historiske fortælling – med Mølleåen, møllerne og det tidligere fabrikssamfund, især med fokus på perioden med klædefabrikation. Oven på den mundfuld bliver der naturligvis også serveret mad: en varm ret i ægte husmandsstil samt et glas øl, vin eller vand. Frokosten kan afrundes med tilkøb af kaffe/te og hjemmebagt kage, mens stedets daglige leder, Karina, fortæller om Høkeren, huset og de mange arrangementer.
Foto: Høkeren i Brede
Prisen er inkl. oplæg og husets varme ret med et glas øl, vin eller vand. Desuden kan der på dagen tilkøbes kaffe, te og kage.
Der er gratis parkering i og omkring området, og Nærumbanen (Grisen) kører lige til området.
Dato | Tid | Sted | Navn | |
---|---|---|---|---|
1 | Tirsdag 07.10.2025 | 12:00-14:00 | Brede Høker | Marianne Bentzen |
Marianne Bentzen har både guidede rundvisninger og underviser i motion og dans – og hun brænder for at formidle primært nye byrum og kulturskatte, ligesom hun med stort engagement underviser i bevægelse af hele kroppen og forskellige stilarter inden for dans.
Marianne er oprindeligt uddannet Exam.com. og har arbejdet med kommunikation, marketing og relationer, og hun er desuden autoriseret guide med mange udflugter i bagagen. Tidligere har hun danset showdans på eliteniveau i over 18 år, undervist børn i gymnastik og afprøvet mange motionsformer.
Siden 2018 har Marianne udelukkende arrangeret og afholdt guidede rundvisninger og undervist. Som rundviser er hun kendt for at tale højt og tydeligt, være meget engageret og en god formidler. Og når hun underviser er det med høj energi og stor variation, samtidig med at hun sørger for at sætte niveauet, så det er tilpasset holdet. Desuden tager hun løbende kurser i bl.a. osteoporose, salsa og kropsbevidsthed.
Hvis du har nogle konkrete spørgsmål til Mariannes guidede ture eller undervisning, så er du velkommen til at kontakte hende på: mariannebentzen@gmail.com.