Skip to content
Masterclass hos FOF København

Skrivemasterclass: Forfattere der udtrykker sig på flere måder

Skrivemasterclass: Forfattere der udtrykker sig på flere måder

Skriver en skuespiller på en anden måde end en billedkunstner? Kan man "høre" på en bog, at forfatteren også skriver til teater og film? Og hvordan kan fiktive virkemidler bruges i forhold til faglitteratur og det selvbiografiske? I denne masterclass dykker seks forfattere ned i deres forskellige måder at udtrykke sig på.

Gennem oplæg, samtaler og konkrete øvelser får du med udgangspunkt i aftenens tema gode råd og inspiration til at komme i gang − eller til at komme videre med dit eget skriveprojekt. Du er naturligvis også velkommen til bare at lytte og suge til dig.

Forfatter Helle Merete Brix underviser hos FOF København Forfatter Helle Højland underviser hos FOF København
Helle Merete Brix og Helle Højland. Foto af Helle Højland: Peter Thomas Skat-Rørdam.

23. oktober: Når fiktion og virkelighed mødes

Skriveundervisere Helle Merete Brix og Helle Højland

Hvordan kan du arbejde med fiktive virkemidler i klassiske faglitterære genrer? Og hvor fiktivt kan virkeligheden fremstilles? Helle Merete Brix er journalist og forfatter og tidligere litteraturanmelder ved Weekendavisen. Hun har udgivet både fag- og skønlitteratur og værker i den selvbiografiske genre. Helle Højland er romanforfatter og har også arbejdet med fortællinger til lyd og film. Både Brix og Højland er mangeårige undervisere på FOF Københavns skrivehold.

 

Forfatter Kaspar Bonnén underviser hos FOF København – foto Claus Handberg
Kaspar Bonnén. Foto: Claus Handberg.

30. oktober: Forfatter og billedkunstner Kasper Bonnén

Vært Helle Merete Brix

Hvordan forener man at arbejde både som billedkunstner og forfatter? Er der noget, der absolut kun kan udtrykkes i den ene kunstart eller i den anden? Kaspar Bonnén, er billedkunstner og forfatter. Han har skrevet flere digtsamlinger; de to seneste udgivelser er »Ind til min mor« (2016) og »Bag om min far« (2020), der handler om Bonnéns opvækst, hans forældre og ham selv. Bonnén har gået på Kunstakademiet 1993-99 og har haft en lang række udstillinger.

 

Forfatter Rosalinde Mynster underviser hos FOF København – foto Jasper Spanning, 2022
Rosalinde Mynster. Foto: Jasper Spanning.

6. november: Forfatter og skuespiller Rosalinde Mynster

Vært Helle Højland

Hvordan er det at vokse op blandt skuespillere? Og selv at blive en skuespiller med succes? Men siden barnsben, have haft en drøm om at blive forfatter, som nu er blevet en realitet? Rosalinde Mynster er skuespiller og debuterede i 2022 med »Min fars stemme«, der er en erindringsroman om at have en syg forælder. Bogen er samtidig et portræt af hendes far, den afdøde skuespiller Søren Spanning.

 

Forfatter Farshad Kholghi underviser hos FOF København – foto Bo Nymann
Farshad Kholghi. Foto: Bo Nymann. 

13. november: Forfatter og manuskriptforfatter Farshad Kholghi

Vært Helle Merete Brix

Hvad er forskellen på at skrive til teater og den skrevne bog? Hvordan lykkes man med både at stå på scenen, skrive egne tekster og instruere sig selv? Farshad Kholghi er skuespiller, manuskriptforfatter, foredragsholder og kendt fra »Kerteminderevyen« og en lang række forestillinger for børn og voksne, som han selv skriver, instruerer og spiller. Har bl.a. udgivet bøgerne »I begyndelsen var ordet der slet ikke« sammen med Jan Lindhardt og »Verden er et land«.

 

Forfatter Anne-Grethe Bjarup Riis underviser hos FOF København – foto Isak Hoffmeyer
Anne-Grethe Bjarup Riis. Foto: Isak Hoffmeyer. 

20. november: Forfatter og filminstruktør Anne-Grethe Bjarup Riis

Vært Helle Højland

Hvad stiller man op med sit kunstneriske udtryk, når ens søn bliver dødeligt syg? Hvordan kan en voldsom hændelse sætte gang i en historie? Hvordan forvandles smerteligt stof til en bog? Anne-Grethe Bjarup Riis er bl.a. filminstruktør, og hun troede selv, hun skulle skrive en sjov bog om sin barndom, da hendes lille søn fik kræft. Det resulterede i den selvbiografiske roman »I Guds rige«, der udkom i 2020.

Skrivekurser og kommunikationshold

KOMMUNIKATION OG SKRIVEKURSER

Se alle aktuelle kurser