Skip to content

Hvis du har gået på et hold i foråret, som fortsætter til efteråret, har vi reserveret en plads til dig. Du får direkte besked i perioden 20. maj-13. juni. Alle efterårets hold bliver lagt online 24. juni.

Vinsmagning FOF København og Nordsjælland

Tysk spätburgunder (Pinot Noir)

Kom og smag, hvordan Tyskland har genopfundet Pinot Noir. Glem fortidens Spätburgundere – tysk Pinot Noir er i dag populær som aldrig før!

For 20 år siden grinede man i vinverdenen lidt af de tyske pinot noir-vine (lokalt kaldet for Spätburgunder eller Blauburgunder). De var mere sjove end rigtig gode, fordi de simpelthen manglede modenhed i druerne. Nu – 20 år senere – griner man ikke længere, men begejstres, og denne vintype er populær som aldrig før. I dag er pinot noir/Spätburgunder den tredje mest udbredte drue i Tyskland, og Tyskland er verdens tredje største producent i verden af pinot noir (efter Frankrig og USA).

Det kan diskuteres om årsagen er den globale opvarmning eller bedre vindyrkning og vinfremstilling. Det er nok en kombination. Men sandheden er imidlertid, at tyske vine på pinot noir/Spätburgunder i dag kan være fremragende – især fra de bedste producenter. Overdreven brug af nye fade har dog været et problem for nogle producenter på grund af vinenes lidt spinkle frugt.

Vi skal følge den spændende udvikling, gennemgå de bedste områder og producenter og smage seks-syv af de bedste, ’nye’ tyske Spätburgundere i prisklassen 200-500 kr, bl.a. fra områderne Baden, Pfalz, Rheingau, Rheinessen og Ahr.

Medbring

Et godt pinot noir-glas til eget brug.

Information

Kalender

Dato Tid Sted Navn
1 Mandag 10.11.2025 19:00-21:00 FOF Huset, Ordrup Jesper Hedegaard
Foredragsholder

Jesper Hedegaard

Jesper Hedegaard (f. 1968) er en af Danmarks mest erfarne vinforedragsholdere. I september 2012 vandt han som dansk holdleder europamesterskabet i vinsmagning ved et storslået arrangement i Malmø, arrangeret af det franske tidsskrift La Revue du Vin, og i oktober 2013 opnåede samme hold med Jesper som leder sølv i verdensmesterskaberne, afholdt i Bordeaux.

Siden 1988 har Jesper Hedegaard holdt mellem 40 og 80 foredrag om året – hovedsageligt for aftenskoler, men også for virksomheder, vinklubber og andre interesserede – ja selv seriøse vinsmagninger i forbindelse med både polterabends og bryllupper arrangerer han jævnligt!

Interessen startede allerede som 14-årig, hvor han ’tyrede’ Hugh Johnsons lille årbog Vin igennem, og bl.a. lærte navnene på de 61 slotte i Bordeaux’ 1855-klassifikation udenad. Mens gymnasievennerne drak øl og gik i byen, brugte han sin sparsomme SU på gode vine – især franske – som blev nydt hjemme sammen med faderen, idet far og søn skiftedes til at invitere hinanden på blindsmagning.Det blev de efterhånden gode til, og da også det teoretiske niveau var steget betydeligt, meldte de sig til SOPEXA’s Danmarksmesterskab i franske vine for par i 1987 – og vandt!

Som 19-årig, nybagt student blev Jesper Hedegaard bestyrer af en mindre vinforretning på Frederiksberg, men begyndte året efter at læse jura. I studietiden startede han som 20-årig med at holde vinforedrag på aftenskoler, og var i denne periode også skribent for bl.a. Vinjournalen og Vinmagasinet – og senere Vinbladet. Han blev færdig som jurist i 1994 og arbejder til daglig i forsikringsbranchen.

Hvis han i dag skulle skifte til et fuldtidsjob inden for vinbranchen, skulle det være som ’Danmarks Robert Parker’, idet han erkender at være så teoretisk og nørdet i sin interesse for vin, at han ikke ville kunne finde ud af at sælge vin. Hans passion er at videreformidle sin store viden – som nu stort set dækker det meste af verden og ikke bare Frankrig – til alle, der interesserer sig bare lidt for vin.

Ved siden af de mange vinforedrag har han siden 1999 arrangeret og været guide på vinrejser til Frankrig – bl.a. Bordeaux, Bourgogne, Champagne og Rhône. Den fritid, der ikke bruges på at smage vin og holde sin viden ajour ved læsning af store mængder vinlitteratur går bl.a. med datteren Isabella, tennis og bøger om 2. verdenskrig.