Skip to content
Rundvisning på Gotvedinstituttet med FOF København

Rundvisning på Gotvedinstituttet

Rundvisning på Gotvedinstituttet

Kom med indenfor murene i det gamle gymnastikhus på Vodroffsvej 15 og få en arkitektonisk oplevelse, hvor funktion og æstetik går op i en højere enhed. Din rundviser er Gotvedinstituttets direktør Søren Ekman.

Vi begynder turen udenfor, så vi kan se alle detaljerne på bygningen udefra. Derefter går turen fra kælder til kvist med anekdoter fra et levende gymnastikhus.

Rundvisning på Gotvedinstituttet Rundvisning på Gotvedinstituttet

På vores tur rundt i huset hører du historierne fra Helle Gotveds barndom og voksenliv. Hør hvordan bevægelserne har udviklet sig i huset igennem tiderne, og hvordan der i dag uddannes bevægelsesundervisere i den opdaterede bevægelsesform, gotvedgymnastikken.

Helle Gotveds far N.H. Rasmussen opførte gymnastikhuset i 1898. Det er tegnet af P.V. Jensen Klint, der også tegnede Grundtvigs Kirke. Kunstneren Niels Larsen Stevns udførte alle dekorationer og udskæringer, og huset blev bygget med stor kærlighed til kunst og kvalitet helt ned i de mindste detaljer. Den kvalitet har gjort huset bevaringsværdigt, og derfor er det også fredet i dag. Gymnastiksalen emmer af en stemning, som gør brugen af rummet til en særlig oplevelse.

Rundvisning på Gotvedinstituttet Rundvisning på Gotvedinstituttet

Lige siden huset blev opført, har gymnastikken levet i det smukke og visionære gamle hus, der også rummer Københavns første gymnastiksal med ribber, bomme og barrer. Der kommer for tiden 1000 mennesker hver uge og holder sig i gang på 55 gymnastikhold og et utal af korte kurser.

Gymnastikhuset blev nænsomt renoveret i 2009 og 2011 ved hjælp af donationer fra A.P. Møllers almenfond, Realdania, Velux-fonden og Knud Højgaards Fond. Derfor står huset i dag velholdt, smukt og opdateret.

Rundvisning på Gotvedinstituttet

Foto fra salen: Søren Nielsen 

Tag med FOF København på tur

RUNDVISNINGER OG TURE

Se alle aktuelle ture