Efterfødselstræning er grundig genoptræning af mave, ryg og skuldre, som trænger til særlig opmærksomhed efter fødslen. En fødsel er hård ved kroppen, og efterfødselstræning er en vigtig vej til at få genfundet din normale form. Under graviditeten er dine mavemuskler blevet svage, og din ryg har været udsat for en meget hård belastning. Også bækkenbunden er udsat, både under fødslen og graviditeten. Det er vigtigt, at du går i gang med bækkenbundstræning, efter du har født for at forebygge vandladningsproblemer og nedsynkning af underlivsorganerne.
På vores kurser i efterfødselstræning fokuserer vi på de led og muskler, som er blevet belastet gennem din graviditet, samtidig med at vi hygger os sammen med vores babyer. Du kan starte fra 4 uger efter din fødsel. Der er plads til både sovende og vågne babyer, og børnene inddrages så vidt muligt.
Du kan også komme med på et af vores træningskurser på reformer og opleve en på samme tid kraftfuld og blid måde at genoptræne, smidiggøre og afspænde din krop efter fødslen. Prøv også et hatha yoga hold, som giver et dejligt åndehul efter fødslen til at mærke kroppen igen, finde ro og få åndedrættet helt ned i maven – og babyer er naturligvis mere end velkomne!
Vi genoptræner styrke, smidighed og afspænding med fokus på bækkenbund, mave, skuldre og ryg. En fødsel er på flere måder en belastning for kroppen. På et yoga- eller pilates-efterfødselshold er træningen tilpasset de behov, du har for at genoptræne specifikke muskelgrupper. Barselspilates anbefales til kvinder, der har født for mindst fire uger siden. Ved kejsersnit skal du dog vente otte uger.
Brug kursusmenuen til at finde og tilmelde dig de hold, som interesserer dig. Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os på e-mail hej@fof-kn.dk eller tlf. 4596 0100.
Er der ingen kurser nedenfor, eller er de allerede startet, kan du kontakte os for evt. overskydende pladser på de igangværende hold.