Skip to content
Spil Dugeons and Dragons med FOF København

Dungeons & Dragons – 12-15 år

Har du en eventyrer i maven og en historiefortæller i hjertet?

Vi spiller Dungeons & Dragons: en fantasy setting med drager, dæmoner, krigere og magikere i alle afskygninger.

Vi starter med at lave karakterer, finde på en baggrundshistorie og finde ud af, hvordan jeres lille gruppe af eventyrere kender hinanden. Herefter starter bordrollespillet, og vi har fokus på sammen at finde frem til en god historie, og hvordan vi fortæller den i en sammenhængende kampagne. Der er også mulighed for at indtage den vigtige rolle som game master, hvor du styrer spillets gang og beskriver de figurer, som spillerne møder. Det er også game masteren, der skal styre de forhindringer, som spillerne skal overkomme undervejs i slagets gang.

Det er ikke en forudsætning, at du kan reglerne i forvejen, for der vil være kyndig vejledning af underviseren ved hver spilsession. Fællesskabet er i højsædet på holdet, og hvis du er fantasifuld og kreativ og gerne vil møde andre unge med samme passion som dig selv, så er dette hold noget for dig.

Medbring

Papir og blyant. Der stilles terninger til rådighed, men tag gerne egne rollespilsterninger med, hvis du har. Du må også gerne medbringe bærbar computer eller tablet, men det er ikke et krav. Det er også en god idé at medbringe lidt drikkevarer, sunde snacks og måske lidt frugt.

Værd at vide

Tilmelding skal ske med barnets/den unges navn. Af hensyn til planlægning lukkes kurset for tilmelding ca. 7 dage før kursusstart. Tilmeld dig derfor gerne i god tid, så du er sikret en plads.

Bemærk, at vi følger skolernes feriekalender.

Information

Kalender

Dato Tid Sted Navn
1 Onsdag 03.04.2024 16:30-19:05 Vesterbro Kulturhus Anders Theilmann
2 Onsdag 10.04.2024 16:30-19:05 Vesterbro Kulturhus Anders Theilmann
3 Onsdag 17.04.2024 16:30-19:05 Vesterbro Kulturhus Anders Theilmann
Se alle Se færre
Anders Theilmann underviser hos FOF København
Underviser

Anders Theilmann

Faglige kvalifikationer: Jeg har spillet Dungeons & Dragons siden midten af 2010'erne. Jeg er for øjeblikket dungeonmaster for en gruppe på syvende år, og jeg spiller selv i en gruppe på ottende år. Jeg elsker at fortælle historier og at hjælpe andre med at fortælle deres, og Dungeons & Dragons er en enormt sjov måde at fortælle historier og at lære om sig selv og andre på. 

Til dagligt arbejder jeg som rekvisitør i film- og tv-branchen, og jeg har bygget drage- og dæmonkranier og alskens magiske artefakter i den forbindelse, hvilket jeg også elsker at gøre brug af i D&D-sammenhænge.

Med min nørdeforening Foreningen BRIK har vi siden 2021 kørt Dungeons & Dragons for unge ledige hvert halve år – et koncept, vi kalder Dungeons & Dagpenge – hvor jeg både tilrettelægger, spiller og er dungeonmaster.

Undervisningserfaring: I al den tid jeg har spillet, og specielt i forbindelse med Dungeons & Dagpenge, har jeg hjulpet et utal af folk i gang med denne fantastiske hobby, og det er en gave i sig selv at se folk give sig i kast med det. Derudover har jeg undervist i guitar for børn i aldersgruppen 9-14 år. Desuden har jeg godt med erfaring med børn fra min tid som pædagogmedhælper på fritidshjem.

Uddannelse: Jeg er uddannet cand.mag. i musikvidenskab og skrev bl.a. speciale om den fiktive popgruppe Gorillaz' musikalske historiefortælling og world-building.