Af Liselotte Kruse, underviser på DELF-franskkurser i FOF Aarhus samt medstifter og indehaver af DK-France

Som franskunderviser møder jeg en masse spændende mennesker i næsten alle aldre med hver deres unikke personlighed, historie – og drøm. En af dem er Gérard Korrel. Han er hollænder, har stiftet familie, boet og arbejdet som fysioterapeut i Danmark i 34 år, men havde en drøm, som han også havde modet til at realisere. Det skete i 2021.

Foto: Gérard Korrel, foran kirken i Tocane Saint Apre.

Hans beretning starter således:

Jeg kunne se mig selv i mine gamle patienter. Jeg var blevet 58 år, og resten af mit arbejdsliv var meget forudsigeligt. Dette skræmte mig, tanken om at forsætte sådan indtil de 67,5 år, indtil jeg kunne gå på pension. Nogen ville kalde det en forsinket midtlivskrise … Men jeg havde en drøm!

Min drøm skulle imidlertid også blive min kone Karens drøm. Hun har sine forældre på 80 år og sine to søskende boende i Danmark. Jeg foreslog hende et halvt års orlov – som dog senere blev til, at jeg fik ”overtalt” Karen til at gå linen ud og sælge alt, hvad vi ejede: hus, sommerhus, klinik, motorcykel – dog ikke vores to biler. Den 1. december 2021 kørte vi afsted i min kones lille Peugeot 208 med traileren fuldt pakket

For virkelig at lære et land og dets kultur at kende er det i mine øjne nødvendigt at bo, arbejde og betale sin skat der. At blive en del af samfundet i stedet for at være turist. For at undgå, at rejsen til Frankrig først skulle være som pensionist, og med fare for at ende i en ”dansker-/ hollænderkoloni”, skulle det derfor være nu!

Foto: Rue des Hollandais – mon vejen til ”Hollænderkolonien”?

I 1987, da muligheden for at flytte til Danmark bød sig, havde Gérard forinden mødt en dansk pige i en kibbutz i Israel, som fortalte ham, at han nemt kunne forsætte sin uddannelse til fysioterapeut i Danmark. Han søgte derfor optagelse, og trods 40 pladser til 800 ansøgere kom han ind!

Det havde dog siden folkeskoletiden været min drøm at flytte sydpå, nærmere betegnet til Frankrig, og ikke nordpå! Kald det kærlighed (Lars Lilholt).

Måske pga. et billede af en tegneserie i fjernsynet, der har brændt sig fast i min bevidsthed: Biler, der kører ind i byen på arbejde kl. 8.00 og ud af byen hjem igen kl. 16.00. Dette billede har provokeret mig: Hvorfor er der ikke én af bilerne, der kører ud af sporet?

Måske pga. geografitimerne i min folkeskoletid, hvor jeg drømte mig væk, drømte, at verden var større end Holland. At verden lå klar til at blive udforsket.

Jeg endte med at bo i Danmark i 34 år.

Jeg har været gift i 27 år og har fået to sønner: Asger, 25 år, uddannet dyrepasser. Han har boet i Kenya i sammenlagt knap tre år og har lige bosat sig i Holland. Og Christian, 26 år, knapt så eventyrligt, studerer fysioterapi. Mor og far er er ikke helt så vigtige mere i deres liv, om hvilket jeg kun kan sige: ”mission accomplie”! Der er dog fly til Bordeaux og Bergerac, hvilket i realiteten kunne sammenlignes med, at vi var flyttet til Sjælland!

Vi har slået os ned i departementet Dordogne, vel nok det flotteste jeg har set af Frankrig. Her er bakker og bjerge, floder og bække, maleriske landsbyer, mange châteauer og venlige, hjælpsomme franskmænd. Det siges, at der er ikke for varmt om sommeren og mildt om vinteren.

Jeg har holdt ferie her som barn, sammen med en folkeskoleven, Mark, og hans forældre. Måske endnu en oplevelse, der har bidraget til min drøm om at flytte sydpå?

I Dordogne har jeg fået mit drømmejob på en stor klinik for fysioterapi, med søde kollegaer. Da mange udlændinge, især englændere, ”les Anglais”, har bosat sig her, vil tiden vise, om det er godt (min drøm er jo ikke at ende i en udlændingekoloni). En 80 årig patient, englænder bosat i Frankrig i 30 år, har tilbudt os en rigtig fin bolig på et gammelt istandsat vinslot til 3.000 kr. om måneden.

Der bor Gérard og Karen nu!

Foto: Vores ”château” i Dordogne.

Ting ta’r tid
Særligt når man har med franske myndigheder og fransk bureaukrati at gøre! For Gérard er forberedelserne til at etablere sig i Frankrig da også startet for flere år siden!

Foto: La Mairie – Rådhuset og Pôle Em ploi – det lokale franske jobcenter – i Périgueux.

For at kunne realisere drømmen om at arbejde som fysioterapeut i Frankrig er det nødvendigt at kunne tale sproget. Jeg havde syv års fransk på gymnasiet i Holland, som skulle finpudses (læs: Jeg skulle nærmest starte forfra). Det blev til franskkurser hos FOF: tre sæsoner i Grenå og derefter to sæsoner i Aarhus, hvor jeg fulgte DELF B1 og DELF B2 med efterfølgende bestået eksamen.

DELF B2-niveau er et adgangskrav for at kunne ansøge om et Europæisk Erhvervspas. Et pas, som er oprettet, for at man lettere kan få anerkendt sine faglige kvalifikationer i et andet EU-land. Og som dermed stimulerer arbejdskraftens frie bevægelighed.

Denne proces har dog for mit vedkommende været træg og noget opslidende. Især mit eksamensbevis fra 1992 af fra Fysioterapeutuddannelsen i Danmark gav nogle udfordringer, da studieordningen for min årgang fra den tid var blevet væk! Med uvurderlig hjælp fra min fransklærer og certificeret translatør Liselotte Kruse og hendes mand, ph.d. og lektor Patrick Leroyer, i form af oversættelse af et stort antal dokumenter, kommunikation med myndigheder m.v., lykkedes det dog til sidst at få min autorisation. Det skete efter godt 6 måneders tålmodighed og vedholdenhed – bl.a. takket være Patricks afsluttende brev skrevet til de kompetente franske myndigheder, som svar på et uberettiget afslag. Her skal nævnes, at et brev til de franske myndigheder ikke er til at sammenligne med et brev til de danske myndigheder. Der skal nogle sproglige formuleringer og høflighedsvendinger til, som vi ikke er vant til i Danmark, endsige i Holland.

Mine gode råd
Med processen i frisk erindring har Gérard nedenfor samlet et par gode råd til dem, der måtte overveje at gå i hans fodspor:

• Vær tålmodig og fastholdende: Det franske administrative system er som en mammut, der bevæger sig meget langsomt. Det skal ligeledes pointeres, i sammenligning med Danmark, at man møder personligt op og møder de offentligt ansatte ansigt til ansigt. Fx da min kone og jeg skulle registreres for at få et fransk sygesikringsbevis. Væbnet hver især med 50 papirark mødte vi op på kontoret og mødtes med en nærmest undskyldende mand inden for det franske papirsystem.
• Benyt et PDU2 dokument: Jeg kunne få lov at være jobsøgende i 3 måneder i et EU-land, mens jeg fik dagpenge.
  Det er dog anbefalingsværdigt at have job på forhånd: Systemet i Frankrig er sådan indrettet, at hvis man ikke har et job, kan man ikke leje en bolig hverken privat eller offentligt. Hvis man ikke har en bolig, kan man ikke blive skrevet ind i det franske folkeregister og derfor ikke få fx fransk sygesikringsbevis. Man kan heller ikke få sin bil indregistreret. Franskmænd betegner dette fænomen som ”le serpent”.
• Vær udadvendt. Fortæl alle og enhver, hvad du har gang i. Franskmænd er venlig og behjælpelige. jeg tror ikke på en dansk turist, der har været i Frankrig og fortæller, at franskmænd er sure og uhøflige; disse turister har nok ikke mødt flere franskmænd end den lokale tjener eller hotelreceptionist!
• Spil et musikinstrument! Musik er international og en fin måde at skabe kontakt med andre på. Selv spiller jeg fx bas, og det har faktisk været en isbryder i flere situationer, bl.a. da jeg kom til Danmark: Musik som internationalt sprog krævede ikke et perfekt dansk og har resulteret i flere danske venner. Samme nummer har jeg til hensigt at gentage her i Frankrig.
• Få rådgivning, hvis du ikke selv kan finde ud af det.
• Hav en lille opsparing.
• Og husk, til sidst:
  • ”Aben følger med”: Det at flytte til et andet land er ikke ensbetydende med, at de små bekymringer, man har gået rundt med, forsvinder.
  • Parforholdet kan blive styrket, men det er ikke en ægteskabsredder. Man er i starten sammen 24 timer i døgnet.
  • Undskyldninger til ikke at udleve sin drøm er der nok af. Min kone og jeg vil kunne se os selv i øjnene som 80 årige og sige: ”Jeg har da i det mindste prøvet”.

La cocotte minute – med en trykkoger i køkkenet er man godt på vej mod 100% integration!

Gérard og Karen nyder deres nye tilværelse i Dordogne og fortryder på ingen måde at have turdet ”køre ud af sporet” og udforske en ukendt verden for at prøve at gøre deres drøm til virkelighed!