Af Liselotte Kruse, underviser på DELF-franskkurser i FOF Aarhus samt medstifter og indehaver af DK-France
Som franskunderviser møder jeg en masse spændende mennesker i næsten alle aldre med hver deres unikke personlighed, historie – og drøm. En af dem er Gérard Korrel. Han er hollænder, har stiftet familie, boet og arbejdet som fysioterapeut i Danmark i 34 år, men havde en drøm, som han også havde modet til at realisere. Det skete i 2021.
Foto: Gérard Korrel, foran kirken i Tocane Saint Apre.
Hans beretning starter således:
Jeg kunne se mig selv i mine gamle patienter. Jeg var blevet 58 år, og resten af mit arbejdsliv var meget forudsigeligt. Dette skræmte mig, tanken om at forsætte sådan indtil de 67,5 år, indtil jeg kunne gå på pension. Nogen ville kalde det en forsinket midtlivskrise … Men jeg havde en drøm!
Min drøm skulle imidlertid også blive min kone Karens drøm. Hun har sine forældre på 80 år og sine to søskende boende i Danmark. Jeg foreslog hende et halvt års orlov – som dog senere blev til, at jeg fik ”overtalt” Karen til at gå linen ud og sælge alt, hvad vi ejede: hus, sommerhus, klinik, motorcykel – dog ikke vores to biler. Den 1. december 2021 kørte vi afsted i min kones lille Peugeot 208 med traileren fuldt pakket
For virkelig at lære et land og dets kultur at kende er det i mine øjne nødvendigt at bo, arbejde og betale sin skat der. At blive en del af samfundet i stedet for at være turist. For at undgå, at rejsen til Frankrig først skulle være som pensionist, og med fare for at ende i en ”dansker-/ hollænderkoloni”, skulle det derfor være nu!
Foto: Rue des Hollandais – mon vejen til ”Hollænderkolonien”?
I 1987, da muligheden for at flytte til Danmark bød sig, havde Gérard forinden mødt en dansk pige i en kibbutz i Israel, som fortalte ham, at han nemt kunne forsætte sin uddannelse til fysioterapeut i Danmark. Han søgte derfor optagelse, og trods 40 pladser til 800 ansøgere kom han ind!
Det havde dog siden folkeskoletiden været min drøm at flytte sydpå, nærmere betegnet til Frankrig, og ikke nordpå! Kald det kærlighed (Lars Lilholt).
Måske pga. et billede af en tegneserie i fjernsynet, der har brændt sig fast i min bevidsthed: Biler, der kører ind i byen på arbejde kl. 8.00 og ud af byen hjem igen kl. 16.00. Dette billede har provokeret mig: Hvorfor er der ikke én af bilerne, der kører ud af sporet?
Måske pga. geografitimerne i min folkeskoletid, hvor jeg drømte mig væk, drømte, at verden var større end Holland. At verden lå klar til at blive udforsket.
Jeg endte med at bo i Danmark i 34 år.
Jeg har været gift i 27 år og har fået to sønner: Asger, 25 år, uddannet dyrepasser. Han har boet i Kenya i sammenlagt knap tre år og har lige bosat sig i Holland. Og Christian, 26 år, knapt så eventyrligt, studerer fysioterapi. Mor og far er er ikke helt så vigtige mere i deres liv, om hvilket jeg kun kan sige: ”mission accomplie”! Der er dog fly til Bordeaux og Bergerac, hvilket i realiteten kunne sammenlignes med, at vi var flyttet til Sjælland!
Vi har slået os ned i departementet Dordogne, vel nok det flotteste jeg har set af Frankrig. Her er bakker og bjerge, floder og bække, maleriske landsbyer, mange châteauer og venlige, hjælpsomme franskmænd. Det siges, at der er ikke for varmt om sommeren og mildt om vinteren.
Jeg har holdt ferie her som barn, sammen med en folkeskoleven, Mark, og hans forældre. Måske endnu en oplevelse, der har bidraget til min drøm om at flytte sydpå?
I Dordogne har jeg fået mit drømmejob på en stor klinik for fysioterapi, med søde kollegaer. Da mange udlændinge, især englændere, ”les Anglais”, har bosat sig her, vil tiden vise, om det er godt (min drøm er jo ikke at ende i en udlændingekoloni). En 80 årig patient, englænder bosat i Frankrig i 30 år, har tilbudt os en rigtig fin bolig på et gammelt istandsat vinslot til 3.000 kr. om måneden.
Der bor Gérard og Karen nu!
Foto: Vores ”château” i Dordogne.
Ting ta’r tid
Særligt når man har med franske myndigheder og fransk bureaukrati at gøre! For Gérard er forberedelserne til at etablere sig i Frankrig da også startet for flere år siden!
Foto: La Mairie – Rådhuset og Pôle Em ploi – det lokale franske jobcenter – i Périgueux.
For at kunne realisere drømmen om at arbejde som fysioterapeut i Frankrig er det nødvendigt at kunne tale sproget. Jeg havde syv års fransk på gymnasiet i Holland, som skulle finpudses (læs: Jeg skulle nærmest starte forfra). Det blev til franskkurser hos FOF: tre sæsoner i Grenå og derefter to sæsoner i Aarhus, hvor jeg fulgte DELF B1 og DELF B2 med efterfølgende bestået eksamen.
DELF B2-niveau er et adgangskrav for at kunne ansøge om et Europæisk Erhvervspas. Et pas, som er oprettet, for at man lettere kan få anerkendt sine faglige kvalifikationer i et andet EU-land. Og som dermed stimulerer arbejdskraftens frie bevægelighed.
La cocotte minute – med en trykkoger i køkkenet er man godt på vej mod 100% integration!
Gérard og Karen nyder deres nye tilværelse i Dordogne og fortryder på ingen måde at have turdet ”køre ud af sporet” og udforske en ukendt verden for at prøve at gøre deres drøm til virkelighed!
Opfølgning - 6 måneder senere
Inden vi flyttede til Frankrig, havde Karen og jeg på forhånd besluttet os for, at vi ville købe et hus. Vi ønskede vores eget hus, en base, som vi kunne forme, som vi ville. Efter at have boet et lille års tid her i Frankrig blev vi kun styrket i denne tanke. Vi har boet 5 forskellige steder inden for et år, og det har blandt andet medført, at vi har mødt mange mennesker, som alle har været meget behjælpsomme.
Efter at have set og besigtiget ca. 50 huse havde vi fået indkredset, hvad vi ønskede. Og præcis dette herskabshus (maison de maître eller maison bourgeoise) havde alt og lidt mere til. Jeg kender ikke til husets historie - andet end at huset har været ejet af ‘det bedre borgerskab’. Vi kender heller ikke byggeåret, hvilket ikke er usædvanligt i Frankrig.
Huset set udefra.
Til huset hører en park på knap 5000 m2. Det at have en have i franske byer er ikke så almindeligt.
Før besigtigelsen af huset havde ejendomsmægleren advaret os om, at Madame led af samlermani, hvilket vi helt tydelig kunne konstatere.
Stuen – og et indblik i Madames samlermani...
Jeg har 7 år tilbage, til jeg går på pension (67,5 år). Min kone har 7 år længere. Hvad med sproget? Mit B2-niveau i fransk har vist sig til at være tilstrækkeligt til at have et job som fysioterapeut på klinik. At vi er kommet til Dordogne eller Perigord, hvor der tales dialekt, har dog budt på visse udfordringer! Min kone har efter et halvt år her i Dordogne fået tilbudt intensiv franskundervisning, og hun vil senere tage en A2- eller B1-eksamen, som forhåbentlig kan resultere i et deltidsjob som børnehavepædagog. Vi er optimistiske!
I går stod jeg i gangen med vue til kontoret. De franske døre stod åben - les volets aussi. Dehors, vue sur l’ancienne gare. Le ciel était bleu, 15 degrés. Hvor fransk kan det blive... Jeg føler mig lykkelig.
