Skip to content
Billede af Bente og Emma-Jenny, kursister ved FOF Aarhus

14-årige Emma Jenny holder liv i Pavens sprog

14-årige Emma Jenny holder liv i Pavens sprog

Når du kigger ud over klasselokalet til ”Latin for begyndere”, forventer du måske ikke at se en ung, 14-årig pige på stolerækkerne. Men kommer du tirsdag aften i Fjordsgade Forenings- og fritidshus, vil du hurtigt spotte Emma Jenny. Sammen med sin mor, Bente, er hun nemlig i gang med at lære det gamle, komplekse sprog.

Af Astrid Meldgaard
Foto af Jørgen Diswal

”Det er lidt sejt at sige, at man kan latin,” fortæller Emma Jenny stolt, ”og jeg vil gerne bruge det i skolen også. Mange sprog er jo bygget op om latin og den særlige grammatik, så jeg tror, at det kan hjælpe mig med at lære andre sprog også”. Til dagligt går hun i 8. klasse, og selvom hun er glad for at gå i skole, var hun alligevel betænkelig ved tanken om endnu mere undervisning: ”Jeg tænkte ’Åh nej, bliver det nu som to timers ekstra skole’, men det er det heldigvis slet ikke – det er faktisk rigtig sjovt”, fortæller hun glad.

Tænk hvis man kunne forstå Paven i Rom

Formålet med aftenerne i klasselokalet er dog ikke kun at lære den indviklede grammatik og få styr på den drilske kasus. Emma Jenny og mor Bente rejser nemlig meget i Sydeuropa, hvor de bl.a. tager til gudstjenester. ”Sidste år var vi fx til gudstjeneste med Paven i Rom, og vi forstod jo ingenting, fordi det hele foregik på latin. Så det kunne være rigtig sjovt bare at kunne nogle få gloser, så man kan følge en lille smule med,” fortæller Bente. ”Vi har faktisk allerede lært nogle ord nu,” siger Emma Jenny, ”og det var ret sejt, da vi den første mødegang lærte at oversætte en tekst. Så allerede nu begynder tingene at give lidt mening”.

Billede af Bente og Emma-Jenny, kursister ved latin ved FOF Aarhus En anderledes mor/datter-aktivitet

Efter undervisningen plejer den sprogglade mor og datter at spise i skolens café. For det skal også være hyggeligt at gå til sprogundervisning. Både Emma Jenny og Bente er da også enige om, at der er god plads til at hygge sig på kurset, hvor de får mulighed for at være sammen om noget som mor og datter. ”Det har stor værdi for os,” fortæller Bente. ”Og det er jo dejligt, at vi kan hjælpe hinanden med at lære sproget – selvom jeg må indrømme, at det er mig, der mest får hjælp af Emma Jenny,” siger hun med et stort smil. Om de kommer til at forstå Paven på deres næste rejse, vil tiden vise, men én ting er sikkert: ”Vi tager gerne en tur mere i manegen på kurset næste år,” siger den stolte mor.

Sprogkurser

Lær det ældgamle sprog - latin

Tag på et kursus i latin og lær både grammatik og udtale