Skip to content

Hjemmesiden åbner snart! Du kan se alle de nye hold den 8/12 - så hold godt øje og glæd dig til at finde dit drømmehold.

anmeldelse

Samtale mellem Stéphanie Surrugue og Michèle Bellaiche

Mødet med vores alle sammens Stéphanie Surrugue

Af FOF-anmelder Anna Vendelboe Juul Hansen

Den dansk-franske journalist og forfatter, Stéphanie Surrugue, der til dagligt arbejder som international korrespondent for DR med base i Frankrig, havde denne torsdag aften taget hele den lange tur fra sit hjem i Paris til Dokk1 for at tilbringe aftenen i selskab med et par hundreder aarhusianere.

Iført sin rød-blomstrede kjole kom hun, akkompagneret af tv-vært og journalist Michèle Bellaiche, syngende ind på scenen og satte tonen for aftenens foredrag. Sammen sang de omkvædet på Édith Piafs "La vie en rose" og straks var den franske stemning vakt og publikum fortryllet.

Den største forelskelse

Med Michèle Bellaiche som interviewer blev publikum taget med helt tilbage til Stéphanies barndom og opvækst, først i Frankrig og siden på Stensøvej i Hvidovre. Hun var det yngste barn i en arbejderfamilie med en fransk far og dansk mor.

Allerede tidligt fra barnsben var interessen for omverdenen stor og trangen til at være der, hvor det sker, voksede kun som årene gik. Dog havde Stéphanie aldrig regnet med, at det var journalistiske vej hun skulle begive sig ud på. Det var dog øjeblikkelig forelskelse, og følelsen af, at det hele var opstået ved en tilfældighed, øgede blot lykkefølelsen.

 

Fransk åbnede døre

Stephanie Surrugue havde dog aldrig regnet med, at hendes franske kundskaber kunne have så stor en fordel, da hun i sin tid startede på journalistuddannelsen på RUC. Det viste sig dog, at det franske kom til at åbne mange døre, da hun begyndte som reportagejournalist og kulturskribent hos Politiken. Det var døre, der ledte hende hele vejen frem til i dag, hvor hun som international korrespondent altid får lov til at befinde sig lige der, hvor det hele sker!

Men med det hårde og til dels kaotiske arbejde følger også en nedprioritering af andre aspekter i hendes liv, noget der bl.a. kan mærkes i hendes omgangskreds. Korrespondent for DR er ensbetydende med, at man aldrig har fri, kun på feriedage kan man sikre sig at telefonen forbliver stille. Ifølge hende selv er det derfor livsvigtigt, at man 100 procent brænder for det arbejde, man foretager sig. Heldigvis - for frøken Surrugue er sulten for oplevelser kun vokset og forelskelsen ligeså.

 

 

Foredrag: Go´ aften med Stéphanie Surrugue
Tid: Torsdag den 21. marts 2019 kl. 19.00
Sted: Dokk1
Arrangør: FOF Aarhus

 

Billede af FOF Aarhus anmelder Anna Vendelboe Juul Hansen

 

Om foredragets anmelder

Hej! Jeg hedder Anna Vendelboe Juul Hansen, og jeg arbejder som social og sundhedspersonale i hjemmeplejen. Jeg er med i FOF Aarhus anmelderkorps, fordi jeg ser det som en god mulighed for at udvikle mine sprog- og skrivekompetencer, samtidig med at man hører mange spændende og lærerige foredrag. I min fritid holder jeg af at windsurfe, dyrke pilates, være cykelpilot og læse en god bog. Derudover arbejder jeg for Røde Kors, hvor vi distribuerer mad til økonomisk udsatte flygtninge.