Skip to content
Tur til Silkeborg og Jorn Museet med FOF Aarhus

Tur til Silkeborg – med kunst, natur og historie

Tur til Silkeborg – med kunst, natur og historie

Turleder: Uffe Holmsgaard Eriksen, historiker og underviser på FOF Aarhus’ Kulturhøjskole.

Tag med FOF Aarhus på en spændende dagstur til Silkeborg, der byder på både kunst, natur og historie. Vi besøger Museum Jorn, spiser frokost på Himmelbjerget og en sejler en tur på Silkeborgsøerne med Hjejleselskabet.

Dagen begynder på Museum Jorn, som ligger smukt ved Gudenåen. Her oplever vi udstillingen Livsangst, som sætter fokus på menneskets indre uro og eksistens gennem værker af både Asger Jorn og internationale kunstnere som Edvard Munch, Emma Kunz og Marina Abramović. Museets direktør Christian Kortegaard Madsen giver os en eksklusiv rundvisning og fortæller om både særudstillingen, museets historie og arbejdet bag kulisserne. Der bliver også tid til at gå på opdagelse i museets samling og faste udstillinger.

Efter museumsbesøget kører vi med bus til Himmelbjerget, hvor vi nyder en frokost på Restaurant Himmelbjerget. Her serveres klassiske danske retter med et moderne præg –  alt sammen lavet med friske, sæsonaktuelle råvarer. Udsigten og den omkringliggende natur gør frokosten til en særlig oplevelse, og der vil her være ro til at lade indtrykkene fra museet bundfælde sig.

Vi afslutter dagen med en rolig sejltur på Silkeborgsøerne ombord på en af Hjejleselskabets klassiske både. Mens vi glider gennem det naturskønne sølandskab, serveres kaffe og kage, og vi kan nyde udsigten til både Himmelbjerget og områdets smukke natur.

Vi stiger af båden ved AQUA Akvarium og Dyrepark –  ved Vejlsøhus, der engang var Silkeborg Sanatorium. Det var netop her, Asger Jorn selv boede i en periode, og hans ophold har været med til at inspirere den udstilling, vi tidligere på dagen så på museet. Herefter vender vi retur til Aarhus. 

Download et program for turen

Dagens program:
Kl. 09.00:
Afgang med bus fra Musikhusets busholdeplads (kørselstid ca. 40 min)
Kl. 10.00: Ankomst Museum Jorn og omvisning v. museumsdirektør Christian Kortegaard Madsen
Kl. 11.00: Tid til at udforske udstillingerne på egen hånd
Kl. 12.00: Afgang i bus mod Himmelbjerget
Kl. 12.30: Frokost på Restaurant Himmelbjerget
Kl. 14.00: Turleder Uffe Holmsgaard introducerer til Himmelbjergets historie efterfulgt af tid til at opleve den storslåede natur i området, udforske mindesmærkerne og gå en tur op i Himmelbjergstårnet, der i år kan fejre 150-års jubilæum.
Kl. 15.00: Vi mødes ved foden af Himmelbjerget (gåtur fra toppen ca. 1 ½ km). Ønsker du ikke selv at gå ned, kan du køre med bussen til kajen.
Kl. 15.15: Sejltur med Hjejleselskabet
Kl. 16.05: Ankomst AQUA
Kl. 16.15: Bussen kører os tilbage til Aarhus
Ca. 17.15: Ankomst ved Musikhuset Aarhus