Skip to content
Musik, fag på Kulturhøjskolen i FOF Aarhus, efterår 2024

Musik - Kulturhøjskolen

Musikkens mange genrer

v/ Peter Uldahl, guitarist og cand.mag. i musikvidenskab

Sonater, serenader, suiter og symfonier…
Hvad vil de sige?

Musikgenrernes udvikling er ofte alt andet end indlysende, og vi ser mange gange igennem historien, hvordan man fra tid til anden har undret sig over samtidens nye musikformer og -genrer. Derfor stillede den franske filosof Bernard le Bovier de Fontenelle omkring 1750 også sig selv spørgsmålet: ”Sonate, que me veux-tu?” / ”Sonate, hvad vil du sige mig?”.

Pludselig var dansemusik ikke længere dansemusik, men lyttemusik samlet i suiter, og sonater var ikke længere musik til adspredelse, men musik til fordybelse.
Men hvad er det, der gør en kantate til en kantate og en sonate til en sonate? Hvad er forskellen mellem en motet og en madrigal? Og hvad gør en symfoni til en symfoni og ikke bare et orkesterværk?

Vi vil dette efterår ligesom monsieur Fontenelle spørge ind til den klassiske musik. Over 13 foredrag hører vi, hvordan de forskellige musikgenrer er opstået, og hvordan de har udviklet sig. Vi udforsker en række nedslag i musikværker, som har haft afgørende indflydelse på musikhistoriens gang.

Vi skal bl.a. undersøge, hvordan den tidligste orkestermusik, med de italienske canzona, concerto grosso og sinfonia, udvikler sig til de moderne symfonier og koncerter. Vi skal se på, hvordan barokkens triosonater udvikler sig til de klassiske strygekvartetter, og hvordan toccataen og ricercaren udvikler sig til præludier og fugaer. Ikke mindst skal vi blive klogere på alt fra messer, motetter, madrigaler, monodier, koraler, oratorier, kantater, lieder, mélodies, chansons, sonater, symfonier, symfonietaer, symfoniske digte, symfonia concertante, programsymfonier, capriccioer, rapsodier, fantasier, scherzoer, etuder, nocturner og mere!

Kom med til et efterår med stil, form og karakter, når vi endelig får styr på musikkens mange genrer.

Musikuddrag vil både blive spillet på anlæg eller live.
Kendskab til noder og musikteori er ingen forudsætning.

Tirsdage kl. 9.30-13.30. Hold nr.: 6091
Undervisningen foregår i Solsalen på Ingerslevs Boulevard 3.


Om Peter Uldahl

Peter Uldahl er musiker og uddannet cand.mag. i musikvidenskab, filosofi, idéhistorie og spansk, og han har studeret guitar og flamenco i Granada, Spanien. Peter har som koncertsolist og foredragsholder arbejdet både med klassisk og rytmisk musik, lige fra klassisk og tidlig musik, spansk og latinamerikansk musik til flamenco, verdensmusik og jazz.

Musik er en del af Kulturhøjskolen.