Skip to content
Oplev Raadvaad med FOF Nordsjælland 2023

Raadvad - et enestående stykke Danmarkshistorie

I kilen mellem Dyrehaven og Jægersborg Hegn finder du et lille stykke Danmarks historie midt inde i skoven - det er det idylliske Raadvad, der i dag er fredet, og som ligger i et af de mest naturskønne områder. Den lille billedskønne by med Rådvaddammen fremstår i dag næsten uændret, fra da byen i slutningen af 1700-tallet udvikler sig som industriby omkring Raadvad Knivfabrik, og hvor vi i dag stadigvæk kan følge et fabrikssamfunds udvikling gennem mere end 400 år.

Her langs Mølleåen og omkranset af skoven finder vi de gamle boliger, der husede fabrikkens ansatte, det ekstravagante vandrehjem i nr.1 og de gamle fabriksbygninger. Vi skal sammen på en historisk og nutidig rundtur i Raadvad og bl.a. opleve Georg Jensens barndomshjem, Møllehuset, Raadvad Kro og byens første skole Egehuset.
Alt det der dannede rammerne for de ansatte på fabrikken. Vi skal også have et kig ind på værkstederne på den gamle knivfabrik og hilse på de arbejdende kunsthåndværkere, der denne dag afholder sommermarked. Så kom med til en dejlig søndag i Raadvad og få et fantastisk indblik i et af Danmarks første industrisamfund, der tidligere fungerer relativt isoleret og i samspil med naturen.

Turen er for alle og tempoet er moderat.

Turen kan kombineres med et besøg på Raadvad Kro (husk at bestille) og en dejlig tur i Jægersborgs Hegn og Dyrehave.

Mødested: Foran Raadvad Kro, Svenskevej 52, 2800 Kongens Lyngby

Foto: © Torben Åndahl

Information

Datoer

Dato Tid Sted Navn
1 Søndag 02.06.2024 11:00-13:00 Raadvad Kro Marianne Bentzen
Underviser

Marianne Bentzen

Marianne Bentzen har både guidede rundvisninger og underviser i motion og dans – og hun brænder for at formidle primært nye byrum og kulturskatte, ligesom hun med stort engagement underviser i bevægelse af hele kroppen og forskellige stilarter inden for dans.

Marianne er oprindeligt uddannet Exam.com. og har arbejdet med kommunikation, marketing og relationer, og hun er desuden autoriseret guide med mange udflugter i bagagen. Tidligere har hun danset showdans på eliteniveau i over 18 år, undervist børn i gymnastik og afprøvet mange motionsformer.

Siden 2018 har Marianne udelukkende arrangeret og afholdt guidede rundvisninger og undervist. Som rundviser er hun kendt for at tale højt og tydeligt, være meget engageret og en god formidler. Og når hun underviser er det med høj energi og stor variation, samtidig med at hun sørger for at sætte niveauet, så det er tilpasset holdet. Desuden tager hun løbende kurser i bl.a. osteoporose, salsa og kropsbevidsthed.

Hvis du har nogle konkrete spørgsmål til Mariannes guidede ture eller undervisning, så er du velkommen til at kontakte hende på: mariannebentzen@gmail.com.