Skip to content
Sketching i kbh

Sketchwalks igennem København K

Kom og vær med på en magisk tegnerundtur krydret med den lokale histories persongalleri og arkitektur, igennem det indre København!

Tag din skitsebog og dine farver med, og lad dig inspirere i dine tegninger af det du ser, og hører om, i fortællingerne om storhed, politik, arkitektur og dagligdagen i Frederiksstaden smukke historiske gader.
Carl og Anne-Sophie laver anderledes kultur-kunstneriske gåture, for mindre grupper i forårets København K. Udstyret med tegnegrej, skitsebog og stor viden om byens liv og levned, har vi fokus på indhold, gruppens sammensætning, og gode oplevelser. Turen går gennem park og strøg, med tegnetid i hemmelige gange, på brolagte gader og fuglebefolkede pladser.
Sæt dig til rette med din skitsebog, på din medbragte feltstol eller skumpude, og tegn byens scenografi som folder sig ud foran dig. Imens at vi tegner, fortæller Carl om Frederiksstadens arkitektur og historie. Anne-Sophie giver løbende, fif og tips om tegning, motiv, teknik, stil, perspektiv, og om hvordan du skaber liv i din skitsebog.

Kurset forløber over tre torsdage. 
Medbring: En skitsebog og dit tegnegrej. Evt en skammel /feltstol, din termokande og en snack. Tøj til vejret. Vi går i læ hvis det regner.
Mødested: På trapperne ved indgangen til Marmorkirken, Bredgade, København K
Slutsted: Et sted i Frederiksstaden, København K

Tegneunderviser: Anne-Sophie Helger
Jeg glæder mig til at introducere dig for det tegnede univers på forårets Sketchwalks. Jeg har altid blyanter og skitsebog med mig i min taske når jeg er ude. Tegningerne i mine bøger fungerer som dagligdags-/rejsebeskrivelser, og er en blanding af idéskitser, arkitektur, interiør, mennesker på vej, portrætter, objekter og tekster. Min streg er naturalistisk og levende med lag-på-lag farver i lyse varianter. Det er her min indre verden møder verden omkring mig. Og det er den rejse jeg gerne vil dele med deltagerne i min undervisning. Mine tegnekurser er tilrettelagt så deltagerne kan være med uanset erfaring. Jeg er overbevist om at alle kan tegne, at det er et spørgsmål om at øve sig, at være vedholdende og i særdeleshed, at have lyst til at bruge tid på det.
@ansofih–illustrations / www.annesophiehelger.com 

Byvandrer Carl Bokkenheuser:
Jeg flyttede til Frederiksstaden i 2017 og har siden foretaget research om det indre København. Gennem museumsbesøg, læsning, byvandringer med andre aktører og forelæsninger på Folkeuniversitetet, har det åbnet for en fantastisk række eventyr. Geografisk har jeg valgt Frederiksstaden, Middelalderbyen og Slotsholmen. Jeg taler både om arkitektur og de mennesker, der har boet i ejendommene.
@co3_byvandring

Information

Datoer

Dato Tid Sted Navn
1 Torsdag 16.05.2024 11:00-13:30 Marmorkirken Anne-Sophie Helger
2 Torsdag 23.05.2024 11:00-13:30 Marmorkirken Anne-Sophie Helger
3 Torsdag 30.05.2024 11:00-13:30 Marmorkirken Anne-Sophie Helger
Underviser

Anne-Sophie Helger

Anne-Sophie Helger er selvstændig illustrator med egen tegnestue på Østerbro. Hun arbejder for forlag og magasiner og underviser/holder workshops i tegning hos FOF.

Hun er uddannet grafisk designer og illustrator i Paris, og har arbejdet i reklameverdenen og som underviser i mange år.

Anne-Sophie fortæller: "Mine tegnekurser er tilrettelagt, så deltagerne kan være med uanset erfaring. Jeg er overbevist om, at alle kan tegne. Personlig kontakt og dialog er grundlæggende i min undervisning. Derfor arbejder jeg bevidst med at skabe trygge rammer. På mine kurser gennemgår vi de grundlæggende tegneteknikker, og lærer ellers at gengive perspektiv, rummelighed, lys og skygger på papiret, ved at tegne emner som er samlet i stilleben-opsætninger. Derfor, og når du beslutter dig for at sætter tid af til det, hjemme eller på mine tegnehold og workshops, vil du også opdage hvor hurtigt du gør fremskridt. Og bliver god til at tegne det du ser."